Der er noget galt i primær sektor, det har der været længe; der er intet nyt under solen. Første sag går helt tilbage til Fælledgården og det var vist i 2005. Derfra har der løbende været præsenteret sager; en af de mere celebre var sagen om Jens Okkings gebis, der måtte erstattes et par gange, den sag trak tænder ud i Næstved i 2016.

FOA halser efter den seneste sag fra plejehjemmet Kongsgården i Århus som en tørstig hund efter de vigtigste pointer og skriger VI VIL HAVE PENGE!
Heller ikke noget nyt under solen der. FOA har ikke, til dato, evnet at tænke ud af boksen, og måske kommer det heller ikke til at ske for den gamle fagbevægelse, der er fulgt med alt andet end den viden deres egne medlemmer sidder inde med.

Kommunalpolitikere og andre i forvaltnings-regi vasker hænder, der er ordentligt trængsel ved håndvasken, skal jeg love for.

Ældresagen er på sagen – hvilken sag? Deres sag, vores fælles sag? Hvis sag? Journalisterne – medierne. Nu skal sagerne se dagens lys. Hvilke sager? Ledelsens sager, medarbejdernes sager? Borgernes sager? Jeres sag fordi den sælger billetter? – Ældresagen er i skrivende stund Danmarks største interesseorganisation – bær den position værdigt for pokker.

Plejehjemsleder, for det tæt på enestående Dagmars Minde, May Bjerre kvidrer i bedste sendetid om plejefabrikker og dårligt personale, der ikke egner sig til arbejdet. Hvor patetisk hun, om nogen, burde dele gavmildt ud af sin erfaring, sin viden og sin indsigt i stedet for at svinge samme stok i samme takt som det større kor. Hun burde, om nogen, pege systematisk på, hvad der virker fremfor, hvad der ikke virker. Så vidt vides er hun den med den varme kontakt til Kari Martinsen? Så vidt vides har hun knækket koden mellem a og b. Hvorfor så nærig?

DSR forholder sig bemærkelsesværdig tavst, men måske har de travlt med at sikre de ledelsesniveauer, der de facto spænder ben for FOA’s medlemmer i hverdagen fordi sygeplejersker, hånden på hjertet, helst vil have sygeplejersker derude i praksis?

Hverken professions-højskoler eller erhvervs-skoler har taget bladet fra munden fra officielt hold, men det er sgu da jer der uddanner omsorgspersonalet, i må da ud og bekende kulør i forhold til det teoretiske grundlag i bygger på og nok så væsentligt den alliance, der i sagens natur eksisterer mellem jer, kommuner og regioner alt den stund både professions-bachelorerne og erhvervsskoleeleverne uddannes efter en model, hvor man veksler mellem praktisk og skoleophold. Hvorfor er der så stor forskel på det, man lærer på sin uddannelse og det man møder ude i sektoren? Hvad handler det om? Kan det tænkes, at hverken skoler eller kommuner har blikket rettet mod den distinktion men snarere mod at please skiftende regeringer, der lover himmel og mammon til gengæld?

Den igangværende debat raser, og fordi den netop raser, fører den ikke noget godt med sig.
Vi skal ikke tale om alt det, der ikke virker, vi skal tale om det, vi ved, på baggrund af vores erfaring, virker.

Fremfor alt så skal vi tale om hvad det præcis er, der skal, kan og gør gøres anderledes og det kan vi kun gøre, hvis alle stiller op med deres professionelle input til området, der lider igen, igen.
Det eneste der sker i debatten nu er, at frontmedarbejderne bliver endnu mere pressede, pårørende får blod på tænderne og det bliver legitimt at sparke ned og det har vi simpelthen ikke råd til. Det ér sosuerne, til dels sygeplejerkerne, der er det nye sort, det er sosuerne der skal løfte morgendagens opgaver med vores ældre i primær sektor, det er sosouerne der ikke uddannes nok af. Og hvorfor bliver der i øvrigt ikke det, hvad siger jeres erfaring, skoler, kommuner, regioner, praktikvejledere, uddannelsesvejledere, teamledere, gruppeledere, kollegaer? – hvorfor kan der ikke rekrutteres nok, hvorfor er frafaldet så stort? Hvad taler de om derude? Hvad taler i om? Hvad tror i, vil virke?

Det sidste i verden vi ønsker, det er at sosuerne går i flyverskjul og gemmer sig mere end de gør i forvejen, og i øvrigt forlader faget. Vi vil gerne have dem ud i lyset og forstå deres bevæggrunde, hvad ér det der gør arbejdet vanskeligt fra tid til anden? Hvad er det for mekanismer, systemer, metoder, der ikke fungerer optimalt? I vil gerne have deres viden, hold op med at lodse til dem som kvæg. Hold op med at beskylde dem for at medvirke på plejefabrikker og det, der er værre. I know, netop den beskyldning var tiltænkt et politisk niveau, men det er ikke politikere, der passer og servicerer borgerne i praksis, de sidder sådan set bare og tæller pengene sammen med de øverste chefer derude, det er det, de er ansat til. Forstå bedre hvad i allerede synes i forstår, derude.

Tilgiv en erfaren underviser med mange års erfaring i feltet, min hypotese er, at vi skal tale om forholdet mellem tid og eksistens overordnet betragtet. I det ligger indlejret alle de præmisser der ligger til grund for, at man kan udføre god pleje. Vi skal have fat i dialogen om sanselighed, observation, komplekse sygdomme, borgere med mange diagnoser, krav til faglighed, forholdet til offentlig forvaltning, forholdet mellem offentlig forvaltning og sanselig pleje, vi skal tale om demens, indsatser, borgerkontakt, dialogformer, samarbejde, tværfaglighed, opmærksomhed, etik og moral, vi skal tale om teams, om kommunal selvforvaltning, om respekt, tillid og ledelsesniveauer og interesser der ikke altid peger i samme retning. Vi skal tale om kommunalt formulerede værdier, der ikke harmonerer med ansættelsesforhold i praksis, hvorfor gør de ikke det? Er det f.eks. muligt at have en vision for et helt område, hvis medarbejderne ikke ser og erfarer det samme som lederne gerne vil have, man erfarer? Eller kan det tænkes, at der er for langt fra den visionære ældrechef, der laver rammerne til medarbejderen ude hos borgeren og i det nærmeste team?

Vi skal tale om distance, om bevægelser, om klarhed, om køretider om realiteter, om forholdet mellem kvalitetssikring og sanselighed, om omstilling, de altid skiftende visioner, missioner og standarter, om delegationer, efteruddannelser og måden den (ikke) er koordineret på, om kommunikation og listen er uendelig lang. I øvrigt. Og det hele er nok blevet for stort, hvordan får vi hinanden tættere på? Vi har jo præcis samme interesse alle sammen. En velfungerende primærsektor, der leverer det, den skal. Nemlig overflod. Oceaner af sanselig omsorg der både ser og hører, hvad det er borgeren forsøger at sige til os.
Det kan ikke ske, hvis enhver der er beskæftiget i denne sektor konstant kæfter op om det, der ikke virker og det man ikke vil have – den vinkel er udtryk for knaphedsmentalitet.
Ro på, der er nok til os alle.

Vi skal i stedet til at tale om det, der virker. Hvad skal der være til stede, så systemet virker, hvad skal man kunne, hvad skal man sikre i hverdagen, hvad medierer tryghed, respekt, høje faglige standarter, hvordan opstår tillid, hvad indeholder sanselig pleje, hvordan ser noget ud, når trivsel er til stede?

Og når vi er færdige med det, så skal vi sætte rammerne, så de, altså rammerne, strukturen, systemet passer til indholdet.

Men det skal ske i dén rækkefølge.