Jeg har ofte undret mig over de såkaldte APV’ ere. Altså arbejdspladsvurderinger. Som er lovpligtige – lad det være sagt.

Da jeg underviste på Akademiuddannelsen i Sundhedspraksis, skete det ikke sjældent, at de studerende brugte den franske sociolog Pierre Bourdieu som afsæt til at sige noget om, hvordan der måles på arbejdsmiljø. Fra den pol greb de til mange forskellige teoretikere. Deres problem var +/- altid det samme, de kunne ikke komme til at levere det, de ville f.eks. rimelig tid sammen med en borger i hverdagen, men de skulle følge f.eks. kørelister Herfra opstillede de en hypotese, hvis formål var at af –eller bekræfte, at der var et problem med arbejdsmiljøet og det problem peger i sagens natur altid mod arbejdsgiver.

Udgangspunktet i social kapital er en forestilling om, at der i sociale netværk eller igennem medlemskaber af en bestemte grupper opstår en kapital, der kan investeres og omdannes til økonomisk kapital og omvendt (Hvidbog fra Arbejdsmiljørådet 2008)

Robert D. Putnam går skridtet videre definerer social kapital som summen af normer, tillid og netværk.

At tale om en sum af tillid er i sig selv en præstation, har jeg ofte tænkt, og mange af mine tidligere studerende nåede da heller ikke sjældent frem til i deres konklusion, at de bedre kunne lide både den definition af tillid, som filosoffen Løgstrup kom frem til og den nære tankegang, der lå bag. De kunne på den ene side se, at det var nødvendigt med en metode, der kan vurdere og konkludere på en arbejdsplads, på den anden side fornemmede de, at den definition som Bourdieu lagde grundstenen til, i en eller anden forstand var i modsætning til den som Løgstrup talte ind i og ud af. Der opstod altså et dilemma i deres bevidsthed, som vi aldrig rigtig kom videre med end til en god diskussion i eksamenslokalet.

Den helt store forskel på Bourdieus tankeunivers og Løgstrups er, at Løgstrup opererer med de såkaldte suveræne livsytringer, hvor menneskers tillid er medfødt, hvorimod mistillid læres under opvæksten, der beskæftiger samfundsvidenskaben omkring Bourdieu sig snarere med graden af tillid og oplevelsen af retfærdighed i en organisation som udtryk for virksomhedens samarbejdsevne. Den slags kan man kvantificere f.eks. på en økonomisk målestok, det koster jo en del at have et dårligt arbejdsmiljø- tabt arbejdsfortjeneste, sygefravær, stor udskiftning af medarbejdere, stressbehandling, tab på gennemførsel osv.

Humlen med den løgstrupske udlægning af tillid er, at den ikke lader sig måle. I den forståelse af tillid, er tillid en måde at forholde sig på, en måde at række ud mod verden på. De suveræne livsytninger, der ud over tillid også tæller f.eks. barmhjertighed, kærlighed og talens åbenhed, er ikke en målbar enhed. Der er snarere tale om en sansebegivenhed, man kan stræbe efter at være i, hvor sindet åbner sig i retning af eller med den situation man er i. Af samme grund handler tillid også om etik hos Løgstrup, en måde at være til stede i verden på. Man kan godt selvfølgelig godt indvende, at på den måde er tillid en repræsentation for noget andet fordi, den faktisk kan investeres som en indstilling man kan måle på f.eks. livskvalitet – men vi kommer ikke uden om, at så skal der kvantificeres, og så er vi væk fra det løgstrupske univers igen.

Når mine studerende anede et modsætningsforhold mellem f.eks. borgere og det arbejdsmiljø, de arbejdede i, så hang det formentlig sammen med, at den ramme som deres APV udsprang af ikke eksisterer i samme forståelsesunivers som den løgstrupske forestilling om tillid. 
Rammen omkring en APV er jo spørgsmål, hvor man måler kvantitativt på fysisk og psykisk arbejdsmiljø chikane, vold, trusler, sygdom, konflikter osv. Man spørger simpelthen til nogle overordnede forhold, der ikke kan handle om tillid fordi, tillid er altid relationelt betinget. Og grundet den asymmetri, der altid ligger i et arbejdsgiver-arbejdstagerforhold, vil spørgsmål af den karakter aldrig sige noget som helst om den faktiske tillid er der eller ikke. Der kan højst blive tale om en trossag, man kan bruge til at legitimere sine ledelsesbeslutninger med.

Jeg har mere end en gang overvejet, hvad der mon ville ske, hvis man udskiftede alle de kvantitative APV’ere med kvalitative interviews og i stedet for at spørge på den måde der kvantificeres og dermed taler direkte ind i et økonomisk forståelse af verden, spurgte mere direkte til tillid, retfærdighed, kærlighed, oprigtighed og barmhjertighed på arbejdspladsen.

En ting er jeg ret sikker på, hvis man gjorde det, ville man ret hurtigt få øje på det dilemma mine studerende fornemmede de var i. 
Der er ikke overensstemmelse mellem den måde man tænker en arbejdspladsmiljøvurderinger og den opgave, mine studerende var ansat til at udføre hos deres borgere. Det jeg tror de fornemmede var, at systemet vil kontrol, hjertet vil tillid.

De to måder at tænke på, kan ikke forenes.