På min gamle arbejdsplads var jeg underlagt en såkaldt konkurrenceklausul dvs. jeg måtte ikke holde foredrag og undervise i etik og moral andre steder end på den arbejdsplads.

Når jeg læser ordene herover sker der to ting i min bevidsthed.

1. Hvordan skete det lige, at jeg underkastede mig sådan en idiotisk idé
2. Hvor er jeg glad for, at jeg aldrig mere hopper i den form for nonsens.

Jeg ved godt, hvordan det kunne ske. Det var et kompromis, jeg valgte at indgå uden at være helt bevidst om, at nogen var ved at lægge en dæmper på det, jeg er allerbedst til. 
På daværende tidspunkt virkede det logisk, at loyalitet var en præmis, der også handlede om mig selv og mine tarv. Det er lidt samme tankegang, som når en mor i 1950 siger: bare vent til far kommer hjem, så vanker der. Man kan næsten mærke slagene hagle ned, ikke? Man tror på det fordi, man har tillid til, at den man sidder overfor ved besked. Og man tror på det fordi, man ikke selv tænker sig et bedre alternativ.

Tankegangen er desværre ikke eksklusiv for min tidligere arbejdsplads. Den trives overalt i den offentlige sektor og kommer til udtryk i alt fra tidstyranni i hjemmeplejen til den tyranni der knytter sig til forberedelse i f.eks. undervisnings-sektoren. Ingen omsorgsmedarbejder (!?) i verden bryder sig om kørelisterne, der lægger en klam hånd ned over den tid, der er til væren sammen med de borgere, der har så brug for hjælp. Og ingen underviser bryder sig om at blive slået i hovedet med; der er afsat to timer til forberedelse til det her (..) og de mest uduelige ledere de pakker den i ord som det er uden for mine hænder, kan du ikke bruge noget gammelt undervisningsmateriale eller det her er da ikke nyt for dig? Den værste kommer i og med den totale ansvarsfralæggelse: Sådan er det bare – vi er en politisk organisation. Og fordi medarbejderen er netop ansat og dermed underlagt en ledelsesret (magt), der er asymmetrisk, så kan det let komme til at handle om, hvorvidt man er glad for sit arbejde – altså frygt.

Sådan var tankegangen også i mit hoved, og derfor indpassede jeg mig præmissen uden at have blik for, at jeg var ved at smide barnet ud med badevandet.

I forbindelse med det coachingforløb jeg gennemgik hos virksomheden Oceaim, var den bevægelse fra knaphed til overflod i virkeligheden den vigtigste, der skete. Jeg har aldrig før tænkt i de terminologier knaphed vs. overflod, og det på trods af, at jeg har undervist i etik i mange år. Jeg har naturligvis ofte talt om tillid, omsorg og de tanker filosofien præsenterer igennem mange forskellige traditioner, de hænger jo direkte sammen med hele tankegangen omkring filosoffen Husserls ide om epoché, der udlægges i hermeneutikken som fordomme, forforståelse og horisontsammensmeltning – og det er da nok så væsentligt i etisk praksis, jeg tænkte bare ikke over koblingen. Jeg var jo bare i det. Lige indtil jeg ikke kunne være i det mere.

Det modsatte af knaphedsmentalitet er at tænke og være i forestillingen: Der ér nok til os alle – altså i overflodsmentalitet.

I stedet for at sige: du må ikke, du må ikke og du skal ikke, så kan man jo vælge at sige: du må det hele og i den anledning have tillid til, at medarbejderne sagtens kan styre den frihed der ligger i at sortere væsentligt fra uvæsentligt. 
Det handler dybest set om at tro på, at mennesker godt kan se, at nogen har brug for meget mens andre har brug for mindre. At den indre sans for retfærdighed nok skal slå igennem der, hvor der er brug for den.

Nu vil nogen måske tænke: det kan man da ikke i de politisk styrede organisationer, der er brug for styring af folks måde at tænke og agere på. Til det er mit svar, nej det er der faktisk ikke. Den tanke er i sig selv udtryk for mistillid og altså knaphedsmentalitet. Til gengæld kræver tankegangen mod, mod fra de ledere der har valgt at forvalte magten i de politisk styrede organisationer.

Hvis jeg havde fået mulighed for at beskæftige mig med det, jeg brænder for – i min fritid altså, så havde jeg haft bedre plads til at være mig. Og der hvor der er plads til, at jeg kan være mig, der opstår helt automatisk plads til overflodsmentalitet.

At tænke i overflodsmentalitet er paradoksalt nok nemmere end det er at tænke i knaphedsmentalitet.

Hvor knapheden fastholder og styrer ind efter grådighed, afmagt og en tro på at man er nødt til at styre andre mennesker ellers kan de ikke styre sig selv, så medierer overflodsmentaliteten en noget mere komfortabel udsigt til en tro på, at der er nok til os alle og i dén tanke trives håb, glæde og kærlighed.