-Jeg følte mig ikke set, sagde hun og gemte hænderne i ansigtet.

Det er en pudsig ting det med at blive set, ikke sandt?
Jannie, hedder kvinden, der sagde ordene i citatet herover; hun indgår i min bog ”Fra noget til nogen” Jeg talte egentlig med Jannie om stress men samtalen udviklede sig hurtigt til spørgsmålet om at blive set.

Selv har jeg hørt fortvivlelsen i tilsvarende og nogle gange helt andre forklædninger mange gange. Dels fra kursister, der ikke følte sig set i deres arbejde som fagpersoner, dels indirekte fra borgere, der via mine kursister, fortalte om deres ensomhed og afmagt.  Lad mig lige slå fast, præmissen er selvfølgelig ikke, at nogen har været blinde og derfor ikke har set dem – sådan helt fysisk, der har snarere været tale om følelsen af ikke at være set.

Hvis man vil se et andet menneske – helt, eller så meget som overhoved muligt, så er det ikke nok at berette om, hvad øjnene kan se. Det er ikke nok at være i stand til at beskrive, hvad man ser fysisk, det er kun halvdelen af det at blive set. Den anden halvdel af det at blive set handler om at blive set med hjertet, en tilstand der kun kan udlægges metaforisk, for hvordan beskriver man det at se med hjertet andet end ved hjælp af netop det metaforiske greb?

Den tyske filosof Martin Heidegger (1889-1976) holdt i 1935 et foredrag om Kunstværkets Oprindelse (Der Ursprung des Kunstwerks 1935), hvor han adresserede kunstens væsen; i det der senere blev til et værk i bogform, undersøger Heidegger, blandt andet, hvad kunst er, hvad kunst kan og nok så væsentligt, hvad kunstens funktion i den menneskelige eksistens er.
Det at noget er og hvordan det er, kalder vi dets væsen, siger han, når vi fornemmer noget der f.eks. har en farve, en form, et budskab eller måske en bøn, så rykker noget ind på livet af os. Dette noget kommer i mange forskellige forklædninger, og kun en forsvindende lille del af dette noget, handler om det, vi kan iagttage med vores øjne. Det at noget rykker ind på livet af os har den konsekvens, at vi forstår mere af det end det som øjet umiddelbart opfanger. Man kan måske sige det sådan, at hvis man kun ser hjertet som en muskel, der pumper blod rundt i kroppen, så overser man den del af hjertet, der gemmer på længsel, ensomhed, afmagt og måske ligefrem angst.

Al ting er, alt har en eksistens eller et væsen om man vil, mennesker er, planter er, tøj er, men det at noget er i sit fulde omfang eller viser sig som det, det er, er aldrig bare noget vi sætter sammen efter for godt befindende. Der sker mere, når man vil se på, hvad noget er og med Heideggers ord, noget parafraseret, kan man sige, at der er tale om en form for lysning, hvor der sker noget, noget træder frem og viser sig for os. I eksemplet med hjertet kan man sige, at hvis man kun ser hjertet som en muskel, så betyder det ikke at der ikke er mere end en muskel, det betyder sådan set kun, at man ikke har set resten f.eks. den angst, afmagt eller ensomhed, som det metaforiske hjerte gemmer på.  Det der ikke umiddelbart viser sig for en, det man skal spørge til, nærme sig med sine sanser, sin hørelse, sin følesans, sin lugtesans i visse tilfælde også sin smagssans.

Kunstværkets oprindelse blev tænkt af Heigegger for at stille spørgsmålet om det værendes betydning forhold til kunsten som et sandhedens fænomen der stiller sig et sted, hvor det ikke er skjult. Dette ’det ikke skjulte’ er en væsentlig del af det at blive set, at se, at være set og ikke mindst føle sig set.

Da Jannie sagde til mig; jeg følte mig ikke set, så henviste hun netop til den del, som øjet ikke umiddelbart kan se, det der ikke har fundet sin lysning, det der er gemt for øjet, det der er tildækket. I Jannies tilfælde handlede det om, at hun, på linje med mine før omtalte kursister og deres borgere ikke følte sig mødt. Hun følte sig ikke mødt, hvor hun var, nogen så kun en muskel, en funktion, et noget. Og netop dette noget er ikke og kan aldrig blive et nogen med mindre, der finder en bevægelse sted, der afdækker noget mere – metaforisk udlagt skal man altså både se den del af hjertet, der er en muskel med en funktion at pumpe blod rundt i kroppen – men hvis man påberåber sig at ville se, f.eks. det hele menneske, så handler den anden del om at få øje på det, som ikke umiddelbart er synligt for det blotte øje.

Der eksisterer mange (og for mange efter min mening) teorier der beskæftiger sig med, hvordan man kan åbne for det ’hele menneske’ hvad det end måtte være i de teorier, og ikke så få af dem beskriver møjsommeligt, hvordan nysgerrighed, den rette spørgeteknik, en åben anerkendende tilgang, refleksion og åbenhed kan medvirke til f.eks. et bedre arbejdsmiljø. Ikke så få af de teorier påberåber sig (beklagelig vis) også en sandhed udi hvordan man kan tale til hinanden med henblik på at se den eller det, man står overfor. Det er slemt nok, at der tales og skrives ureflekteret om nysgerrighed, åbenhed, refleksion og anerkendelse, værre bliver det, når sproget tages som gidsel i moralske anliggender som f.eks. arbejdsmiljø og galt går det, når disse moralske størrelser kobles til spørgsmålet om at se. Inden man overhoved kan beskæftige sig med at se et andet menneske er man nemlig nødt til at stille et spørgsmål, der er endnu mere fundamentalt, det spørgsmål, der udgør præmissen i resten nemlig: hvad vil det overhoved sige at blive set?

Jannie blev ikke set, og det gjorde hun ikke fordi, dem der så på hende var begrænset til kun at se det, som øjet umiddelbart kan se, og ser man kun det, så er der faktisk tale om en form for blindhed. Hvis man vil se, hvis man ønsker bevægelsen, hvor noget rykker ind på os, og bliver til det hele menneske (nogen), så er det ikke vigtigt, at man taler på en bestemt måde, er nysgerrig på en bestemt måde, er refleksiv på en bestemt måde, det væsentlig er faktisk ikke, hvad man gør, er min påstand, det væsentlige er nærmere det man ikke gør.

Hvis man vil se et andet menneske, må man starte i tavshed. Den form for tavshed, der tillader den del af hjertet, der bedst lader sig forstå metaforisk som noget, der på linje med kunst, bedst kan sanses. I den tavshed, som ingen konklusion eller ord kan trives i, eksisterer muligheden for at se, se mere end det, øjnene umiddelbart kan se. I den tavshed kan man se det, der er skjult, i den tavshed er der en åbning, en åbning der tillader det hele menneske at træde frem – som nogen.

Udgangspunktet for den slags syn er, at man absolut intet andet foretager sig.